Om Ryderne

Ryderne er navnet på et sted langt ude på landet i den nordvestlige ende af Djursland, kilet ind mellem Randers Fjord til den ene side og Kattegat til den anden. Her har min familie siden 1987 drevet økologisk landbrug og gartneri. Altid med torvesalg i Aarhus som en central del af virksomheden.


Jeg hedder Lasse Friis Hansen og overtog i sommeren 2020 ejendommen fra min far, der efter mange års hårdt arbejde trængte til et velfortjent nyt kapitel i livet som pensionist.
Jeg selv er 31 år og er flyttet hjem på gården med min kæreste og min 9-årige søn der er hos mig i weekender.

Det lå bestemt ikke i kortene fra starten, at jeg skulle hjem og overtage – jeg ville gerne alt muligt andet end gartneri og landbrug og flyttede i første omgang til Aarhus og prøvede forskellige ting af. Jeg blev dog alligevel på et tidspunkt bidt af en interesse for planter og det at få ting til at vokse. Dette førte til, at jeg startede på gartnerskolen i Beder syd for Aarhus.
Når man tager gartneruddannelsen skal man i praktik ad to omgange. Dette førte mig til Fyn, hvor der findes mange virksomheder indenfor branchen. Jeg startede uddannelsen med at arbejde i planteskole med produktion af allé- og bytræer. Det var bestemt spændende og lærerigt, men jeg kunne godt mærke, at jeg nok alligevel var påvirket hjemmefra til at søge imod noget der drejede sig om fødevarer.
Jeg var heldig at få min anden elevplads på den gamle og historierige forsøgsstation i Årslev på Midtfyn, der i dag hører under Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet. Her lærte jeg utroligt meget og kunne få lov at nørde med mange af de ting, jeg synes der var interessante indenfor feltet. Jeg blev efter endt uddannelse ansat som forsøgsmedarbejder samme sted og har i fem år siden arbejdet ved instituttet med forsøg indenfor frugtavl, frilandsgartneri og væksthusproduktion.
I starten af 2021 tog jeg springet og kastede mig ud i at blive selvstændig på fuld tid på Ryderne.